BJ-Agro bygger ny produktionshal til gødning

VED UDGANGEN AF 2020 FLYTTER BJ-AGRO PRODUKTIONEN AF SPECIALGØDNING FRA HOLSTED TIL 2.000 KVADRATMETER NYBYGGERI I HOVBORG


Artikel fra Magasinet Danske Kartofler

Bedre muligheder for samarbejde på tværs af afdelingerne og mere plads at arbejde på er nogle af de fordele, som Benny Jensen glæder sig mest til ved det nybyggeri, BJ-Agro har på tegnebrættet.

Nybyggeriet forventes at være færdigt ved udgangen af 2020 og kommer til at have adresse i erhvervsområdet på Nøragervej i Hovborg, få hundrede meter fra BJ-Agros kontorer.

-  Vi bygger en ny produktionshal på cirka 2.000 kvadratmeter til at blande vores specialgødninger, Flex Fertilizer, som blandt andet har vist sig velegnet til kartofler. Tidligere har produktionen været i lejede lokaler i Holsted, men nu samler vi hele virksomheden i Hovborg, fortæller Benny Jensen, direktør, BJ-Agro.

 Den årlige produktion af Flex Fertilizer ligger under 3.000 tons om året, og der er derfor ikke tale om nogen stor produktion. Fordi det er en specialgødning, bliver der brugt mellem nogle få liter til i sjældne tilfælde omkring 300 liter per hektar.

- Selve produktionsanlægget kommer kun til at optage en lille del af hallen. Der kommer til at være plads til både at opbevare råvarer til produktionen og færdigblandede produkter. Flex Fertilizer er et blandingsprodukt, som bliver tilpasset den enkelte bedrift og afgrøde, så det medfører, at vi har mange råvarer stående, siger Benny Jensen og fortsætter:

- Derudover har vi et genbrugssystem på de 1.000 liters palletanke, som vores gødning oftest leveres i, så der går også noget plads til opbevaring af tankene. Og så har vi brug for en del frasætningsplads, som vi har manglet hidtil. Det ser jeg meget frem til, at der kommer mere af i den nye hal. Der kommer også til at være plads til andre typer arbejde, for eksempel kan vi stå i hallen og sortere kartofler, når vi har lavet forsøg, siger Benny Jensen.

Tæt på livet på landet

Det er planen, at BJ-Agros kontor med administration og rådgivning i løbet af nogle år vil flytte ind ved siden af produktionen for at samle virksomheden endnu mere. Benny Jensen er dog ikke i tvivl om, at der allerede vil komme klare fordele, når kontor og produktion kommer til at ligge i samme by.

På byggegrunden i erhvervsområdet i Hovborg vil der i slutningen af året stå en nybygget produktionshal til BJ-Agros specialgødning. Foto: Anya Engelbrecht.

 

 

- Vi forventer, at det kommer til at give en bedre synergi og samhørighed, at de to dele kommer til at ligge med få hundrede meters afstand til hinanden, siger Benny Jensen.

For ham er det helt essentielt, at virksomheden bliver i Hovborg. 

- Det er her, vi hører til, og her vores DNA er. Vi skal ikke have base inde i en stor by, vi skal være tæt på livet på landet, tæt på kunden og på jorden og naturen, lyder det fra Benny Jensen.