Pressemeddelelse: Ministerbesøg hos BJ-Agro

DIGITALISERINGSMINISTER MARIE BJERRE OG MF ANNI MATTHIESEN HAR BESØGT BJ-AGRO FOR AT BLIVE KLOGERE PÅ, HVORDAN DIGITALISERING UDVIKLER PLANTEAVL MOD ØGET BÆREDYGTIGHED.


UdviklingVejen havde torsdag d. 8. juni arrangeret, at Digitaliseringsminister Marie Bjerre og MF Anni Matthiesen besøgte BJ-Agro i Hovborg. Formålet var at gøre politikerne klogere på, hvordan digitalisering udvikler planteavl mod øget bæredygtighed.

Benny Jensen og Tobias Hove Jensen fra BJ Agro forklarede, hvordan planteavlere gennem jordprøver, planlægning og afgrødevalg, allerede inden sæsonen kan forberede og optimere sit gødningsforbrug. Suppleres forberedelsen med planteanalyser og data fra vejrstationer gennem vækstsæsonen, kan Landmanden optimere på sit gødningsforbrug og brug af planteværn, til gavn for både planterne, udbyttet og ikke mindst miljøet.

Gennem de sidste 5 år er hastigheden øget på prøveindsamling, planteanalyse på laboratorium og bearbejdning af data til konkret rådgivning gennem digitalisering, således BJ-Agro i dag med deres egen softwareplatform PlantPortal® kan rådgive planteavlerne så hurtigt, at landmanden fra starten af gødningssæsonen kan reducere forbruget i sin gødningsplan og efterfølgende med Bladgødning supplere med de nærings- og mikrostoffer, som planten behøver.

”BJ-Agro i Vejen Kommune sikrer grøn omstilling af dansk landbrug med digitalisering. Det gør en digitaliseringsminister ret begejstret” var reaktionen fra Marie Bjerre, der bemærkede ”hvor sejt dansk landbrug og virksomhederne omkring landbruget er. Hold nu op, hvor der findes mange innovative og driftige virksomheder og enkelt personer, som vil en grøn omstilling af dansk landbrug”

Digitaliseringsminister konstaterede endvidere at ”Dansk landbrug er helt i front, når det gælder klimavenlig produktion af sunde fødevarer, og digitalisering hjælper godt på vej”.

 

Hos BJ-Agro hjælper man ikke alene landmændene med rådgivning, men har sammen med virksomheden Flex Fertilizer udviklet et unikt bladgødningskoncept, hvor de behov planteanalyserne viser, kan imødekommes med bladgødning, der blandes efter behovet.

Besøget blev afrundet på Bladgødningsfabrikken i Hovborg, hvor Niels Peter Olesen, der er salgsansvarlig for bladgødning hos BJ-Agro viste rundt.

Anni Matthiesen bed mærke i ”hvordan digital innovation kan skalere udbredelsen af den dybe faglig viden som vi møder i dag hos BJ-Agro, og derigennem bidrage med endnu et skridt mod den grønne omstilling.”

UdviklingVejens direktør Ulrik Kragh rundede besøget af med en opfordringen til, ”at MF Anni Matthiesen og Digitaliseringsministeren understøtter forsat videnbaseret og datadrevet udvikling af fødevarebranchen med regulatoriske rammer, der understøtter innovation samt, at hvis Folketinget beslutter en CO2-afgift, at den så belønner landbruget når miljø- og CO2 belastning reduceres som f.eks. ved bruge af viden og data som illustreret af BJ-Agro i dag”.

Fakta:

BJ-Agro er en landsdækkende planteavlsrådgivningsvirksomhed med 17 ansatte, placeret i Hovborg. BJ-Agro har udviklet dataopsamlingsplatformen PlantPortal® der samler data fra planteanalyser og omdanner disse til konkret rådgivning.

BJ-Agro er endvidere frontløbere når det gælder viden om og konkret udbredelse af Bladgødning og Biostimulanter i Danmark.

Benny Jensen, digitaliseringsminister Marie Bjerre og MF Anni Matthiesen på gødningsfabrikken i Hovborg.