Ulrik Kragh har overtaget direktørstolen i BJ-Agro

ULRIK KRAGH OVERTOG OFFICIELT DIREKTØRTITLEN I BJ-AGRO VED EN RECEPTION I HOVBORG D. 5. SEPTEMBER. STIFTER OG TIDLIGERE DIREKTØR, BENNY JENSEN, VIL FREMADRETTET FOKUSERE MERE PÅ DET FAGLIGE ARBEJDE OG AGERE SOM BESTYRELSESFORMAND.


(Se billeder fra dagen efter artiklen)

I forlængelse af den årlige fremvisning af BJ-Agros forsøgsmarker, var der tirsdag d. 5. september reception i Hovborg. Her blev det markeret, at Ulrik Kragh og Benny Jensen har skiftet roller, så Ulrik Kragh fremadrettet er direktør, imens Benny Jensen overtager posten som bestyrelsesformand. Rolleskiftet sker blandt andet som følge af stor vækst i BJ-Agro indenfor salg af Flex Fertilizer, bladgødning, forsøgsopgaver i forskningsprojekter samt ikke mindst nye rådgivningskunder inden for planteavl.

- I BJ-Agro vil vi fortsætte med at gå foran og vise vejen, og vi skal om muligt blive endnu dygtigere til fortsat udvikling af vores service til landbruget, lød det fra Benny Jensen under receptionen.

- Vi skal forsætte arbejdet med at sikre en effektiv, grønnere og mere miljøvenlig planteavl, uden at det skal koste på økonomi og dyrkningssikkerhed. Derfor skal vi også fortsat have rigtig dygtige medarbejdere, som vi har i dag, og det kræver god ledelse, sagde Benny Jensen og fortsatte:

- Ulriks overblik og evne til at se muligheder og samtidig sætte i system er unik, og derfor glæder jeg mig til at få ham ind i butikken, og selv få lov at komme mere ned i maskinrummet igen – så vi sammen med vores dygtige medarbejdere kan videreudvikle BJ-Agro til den spændende fremtid, vi ser ind i.

 

En god vision

Ulrik Kragh har en baggrund som ingeniør og en MBA fra Aarhus Universitet. Han kommer senest fra en stilling som Erhvervsdirektør hos UdviklingVejen og ser frem til at på begynde arbejdet i BJ-Agro.

- Der er store forventninger til vores branches udvikling, ikke mindst den grønne omstilling.

Med BJ-Agros tilgang til innovation, forsøg og miljørigtige produkter, skal vi synliggøre vores viden, så vi bidrager til et landbrug i udvikling og til, at omstillingen foregår med baggrund i viden, lød det fra Ulrik Kragh.

- Rådgivning, forsøg, planteanalyser, Flex Bladgødning og brug af biostimulanter er nogle eksempler på præcisionslandbrug, som BJ-Agro arbejder med, der kan koble ønsket om gode fødevarer, konkurrenceevne og grøn omstilling, sagde Ulrik Kragh og fortsatte:

- Det er en god vision, og derfor glæder jeg mig til sammen med mine nye kollegaer, kunder og partnere at kunne forfølge dette. Jeg glæder mig til samarbejdet med jer alle sammen for at kunne imødekomme jeres behov med viden, innovation og forsat udvikling i brugen af miljørigtige produkter, så vi kan skabe et landbrug i udvikling.

Benny Jensen (tv) og Ulrik Kragh giver hånd på direktørskiftet. Foto: Anya Engelbrecht

Maden til receptionen blev leveret af Hovborg Kro. Foto: Anya Engelbrecht

Receptionen blev holdt med udsigt til forsøgsmarken. Foto: Anya Engelbrecht

Både Benny Jensen og Ulrik Kragh holdt tale. Foto: Anya Engelbrecht

Ulrik Kragh (tv) og Benny Jensen. Foto: Anya Engelbrecht